Vendespil, inkluderende
Børnene
deles op i to eller tre hold afhængig af hvor mange de er. De får 5 brikker som
vender med bagsiden opad. Makkeren til brikkerne ligger fordelt så de skal
bevæge sig for at komme ud til dem.
En
vender en brik og de skal sammen ud og finde brikken i ”marken”.
1. omgang: skal en person de selv
vælger fragtes i et tæppe ud til brikken
2.
omgang:
skal de med benene give en ½ l. sodavandsflaske videre til næste person indtil
de er nået op til brikkerne.
3.
omgang:
skal de sammen i en hulahop ring komme op til brikkerne.
4.
omgang:
Alle står på række og den bagerste skal kravle igennem benene på de andre for
at komme frem til brikkerne.
5. Rullebræt. En person sidder på
rullebrættet, de andre skal skubbe ham.
Når
de kommer frem til brikkerne skal de vende indtil de har fundet den der passer
med den anden brik de vendte. De skal derefter tilbage og vende en ny brik. Den
gruppe, som bliver først færdig med at finde de brikker som passer sammen har
vundet.
Teori om
inkluderende vendespil: Idet
traditionelle vendespil, venter hver person på at det bliver deres tur, mens
den anden vender. I denne ventetid kan det være svært at stå stille og have den
fornødne tålmodighed til at vente på ens egen tur. For at undgå at børnene
bliver utålmodige og begynder at lave andet har vi udviklet et inkluderende
vendespil, hvor alle er aktive.
Målet
er, at børnene kan hengive sig til nuet, glemme tid og sted og lade sig rive
med af intensitet, begejstring og nærvær og derved ende i flow.
Den sociale dimension: Spillet er tilpasset så alle
børnene skal være aktive, og ingen står og venter på at det bliver deres tur.
Der er fokus på samarbejde mellem børnene, hvor alle bliver nødt til at deltage
for at spillet kan fungere. I dannelsesprocessen ifølge Klafki er der 3
komponenter, selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet. I det inkluderende
vendespil skal børnene hjælpe hinanden og samarbejde, hvilket betyder at de har
et socialt ansvar, også kaldet solidaritet. De skal holde øje med hinanden og være
enige om hvordan de når ud til brikkerne. Børnene kan lære at tage hensyn til
hinanden og fællesskabet kan styrkes. Vi har arbejdet ud fra Klafkis formale
dannelsesteori, hvor subjektet er i centrum. Her undersøger vi individets vækst
og udvikling i forhold til at kunne indgå i et fællesskab, men også individet
egen udvikling. Hvordan kan det enkelte individ inddrages og hvordan kan vi som
pædagoger udvikle aktiviteten, så den kan inkludere alle med hver deres
muligheder og begrænsninger? Her der tale om at processen og arbejdsformen er i
centrum.
Ifølge moser lærer vi os
selv at kende gennem kropslige erfaringer. Derfor er det vigtig at lave fysiske
aktiviteter, som her kan være en del af dannelsesprocessen. Her kommer
holdninger, roller osv. til syne og vi kan få en forståelse af de andre vi
samarbejder med.
Den fysiske dimension: I det inkluderende vendespil
er børnene mere aktive, da de alle er afhængige af hinanden for at kunne vinde
spillet. Det er vigtigt at være aktiv, da det styrker deres kondition. Gennem
bevægelseslegen, er målet at stimulere deres sanser og dermed styrke deres
motorik. Vi har forsøgt gennem vendespillet at lave det varierende så de
forskellige sanser bliver stimuleret. Ved at have fokus på den fysiske
dimension og jævnlig lave fysiske aktiviteter med børnene vil det give dem en
større bevægelseserfaring. Det kan give dem en glæde ved at bevæge sig og
dermed øge deres kropsbevidsthed.
Den emotionelle dimension: Målet er at børnene skal
føle glæden ved at deltage og de skal føle begejstring og nærvær. Konkurrence elementet
kan være med at skabe spænding, og give børnene lyst til yde en ekstra indsats.
Både for egen men også for holdets skyld i håbet om at vinde. Dog kan de også
opleve at blive kede af det og ærgrelse hvis de taber. Her kan de dog være fælles
om denne følelse eftersom de har arbejdet sammen som hold. Spillet vil kunne
bringe nogle nye følelser frem hos børnene
Den sansemotoriske dimension:
Vestibulærsansen har stor
betydning for både den beviste og ubevidste balance. I det inkluderende
vendespil bliver vestibulærsansen stimuleret når børnene skal løbe, dreje sig
for at give flasken videre, vende brikker osv. Her bliver den den ubevidste
balance og rum/retningsfornemmelsen også styrket. Stimulering af
vestibulærsansen har desuden betydning for barnets evne til at koncentrere sig
og være opmærksom.
Taktilsansen,
som er følesansen, består af den beskyttende, som sættes i gang ved berøring,
smerte, kulde, varme. Den diskriminerende/undersøgende, som aktiveres ved fast
tryk og aktiv berøring. Bruges når vi føler, opsøger, oplever, genoplever og
derigennem lære omverden at kende. Taktilsansen er blandt andet med til et
præcisere bevægelser, at føle tryghed ved egen krop og andres berøring, hvilket
er en forudsætning for god social kontakt. Bevægelse og stilling præcision er
afhængig af taktilsansen.(DGI: Sanser i børnegymnastikken, s. 16-17). I vendespillet skal børnene
røre ved hinanden og røre ved forskellige ting (flaske, tæppe osv), som kan
stimulere denne sans.
Kinæstesisansen,
som er muskel-, led og senesansen, er afhængig af at labyrint og taktilsansen
er velfungerende. Kinæstesisansen har betydning for præcise bevægelser,
kropsbevidsthed, normal muskelspænding, bevidst balance, bedømmelse af kaste-
og gribeafstande, fornemmelse af egen muskelstyrke ved kast og spark. Hvis
kinæstesisansen ikke melder korrekt tilbage til hjernen kan det betyde, at man
virker kluntet og klodset, eftersom bevægelserne ikke er automatiseret.(DGI:Sanser
i børnegymnastikken, s.20-21).
Kinæstesisansen bliver stimuleret når de skal løbe, samle brikker op, løfte en
i et tæppe, kravle under benene på de andre.
Rum og
retningsfornemmelser er en integration af labyrint-, taktil-, og
kinæstesisansen. Alle disse sanser har betydning for at kunne finde sin egen
plads under leg, kunne finde vej, finde hjem til udgangspunktet, kunne
afstandsbedømme og undgå at støde ind i andre. (DGI: Sanser i
børnegymnastikken, s. 22).
Det er vigtigt i de bevægelseslege vi har valgt at de har en fornemmelse af
hvor de hver især befinder sig, for ikke at støde ind i hinanden.
Det er igennem alle disse sanseindtryk, at
barnet lære at erkende sig selv og andre (DGI:Sanser i børnegymnastikken, s.8).
Den kognitive dimension: Ifølge Knud Illeris er læringen
i den kognitive/indholdsmæssige dimension en udvikling af både viden,
færdigheder, forståelse. I vendespillet skal barnet lære at
vurdere situationen, tænke i løsninger i hvordan de sammen kommer ud til den
anden brik, huske brikken, handle og have forståelse for de gældende regler.
<><>
>
<><>
>
| <><>
>
<><>
>
<><>
>
<><>
>
| <><>
>
<><>
>