Teori til inkluderende stikbold

I det traditionelle stikbold ekskluderes en spiller når vedkommende bliver ramt. Vedkommende skal stå på sidelinjen og vente indtil vedkommende, der har ramt en, selv bliver skudt, så er man befriet.

Børn i dag tilbringer ofte meget af deres vågne tid i institutioner. Undersøgelser viser at børn er mindre aktive i dag og at børns fysiske aktivitet er dalende jo lavere social klasse barnet kommer fra (Klarlund Pedersen, s. 20). Sammenholder man dette med undersøgelser, der viser, at opbygning af social kapital, har betydning for et barns sundhed fremadrettet, så er der god grund til at have fokus på både fysisk aktivitet og inklusion i institutionerne.

Ifølge Antonovsky er delkomponenterne i følelsen af sammenhæng: begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed. I de læreprocesser/aktiviteter børnene deltager i, skal der være en vis forudsigelighed, belastningsbalancen skal være korrekt og barnet skal føle sig som en aktiv deltager i processen.

I det traditionelle stikbold kan man forestille sig at de børn, der er vant til boldhåndtering og til at være aktive (god form) vil føle at belastningen er ok. Barnet vil være aktivt og der er en forudsigelighed i spillet som barnet kan håndtere. Barnet, der ikke er vant til boldhåndtering eller til at være fysisk aktiv vil måske miste overblikket i boldspillet og forudsigeligheden vil forsvinde. Barnet vil måske hurtigt blive ramt og udgå af spillet og er dermed ikke en aktiv deltager. Følelsen af sammenhæng mistes.

Vi har vha. spilhjulet ændret på nogle elementer i det traditionelle stikbold, så spillet tager højde for nogle af ovennævnte faktorer.

Da det er et ganske kort forløb vi har med børnene i den pågældende SFO er det kun muligt at registrere om den ”nye” leg har en inkluderende effekt og dermed på den sociale dimension i bevægelseslegens 5 dimensioner (Moser og Herskind). Hvis forløbet havde strakt sig over længere tid vil vi have mulighed for at registrere om der sker en udvikling af barnets øvrige personlige kompetencer og praktiske færdigheder.

Hensigten er, at alle 5 dimensioner skal påvirkes i en positiv retning vha. ændringen af den traditionelle leg, for at barnets kropslighed påvirkes i en positiv retning.

Den sociale dimension: Spillet er tilpasset så det ikke bliver en ”enmandspræstation”, af de børn der er vant til boldhåndtering. Fokus flyttes til samarbejdet mellem børnene for at få hinanden ind i spillet igen. Børnene lærer at tage hensyn til hinanden og fællesskabet styrkes. Når barnet indgår i et fællesskab på lige vilkår med de andre børn styrkes selvtilliden. Barnet udvikler både selvfølelse og fællelskabsfølelse.  

Den fysiske dimension: I den tilpassede version af spillet er børnene mere aktive, de står ikke og venter på at komme ind i spillet igen. Dette styrker deres kredsløb/kondition. Målet er at fremme deres motorik og giver dem større bevægelseserfaring og glæde ved at bevæge sig og dermed øge deres kropsbevidsthed.

Den emotionelle dimension: Målet er at børnene deltager mere på lige fod og derved ikke føler de står udenfor. Glæden ved at deltage bliver hermed større og andre følelser kommer i spil. Spændingen i konkurrencen om hvem der vinder giver modet til at tage chancer, og barnet oplever følelsen af glæde når det lykkes eller følelsen af ærgrelsen når noget mislykkes.

Den sansemotoriske dimension: Både de primære (vestibulær-, taktil- og kinæstesisansen) – og sekundære (syns-, lugte-, høre- og smagssansen) sanser er i spil. Det er vigtigt for barnets udvikling og læring at sanseapparatet bliver stimuleret. Ca. halvdelen af børnene, der deltager i akiviteten er børn med en diagnose (ADHD, Tourette m.m.). Disse børn  har ofte en dårlig sanseintegration. Desto vigtigere er det at have fokus på stimulering af sanserne. 

Vestibulærsansen har stor betydning for både den beviste og ubevidste balance. Ved løb og hurtige retningsændringer i stikbold stimuleres den ubevidste balance og rum/retningsfornemmelsen styrkes. Vestibulærsansen har ligeledes indflydelse på barnets øjenbevægelser og stimulering af sansen har betydning for barnets øjenmotorik. I forbindelse med boldspillet har det betydning for barnets evne til at bevæge sig problemfrit rundt i rummet. Stimulering af vestibulærsansen har desuden betydning for barnets evne til at koncentrere sig og være opmærksom (Kirk, s. 11-13).

Taktilsansen er med til at præcisere bevægelser og føle tryghed ved egen krop og andres berøring af kroppen. I den reviderede udgave af stikbold skal børnene holde ved hinanden for at blive befriet. Herved stimuleres taktilsansen. Taktilsansen bliver ligeledes stimuleret via underlaget, så man kan vælge at spille på et ujævnt underlag, eksempelvis udenfor for at stimulere denne sans yderligere (Kirk, s.16-17).

Kinæstesisansen har ligeledes betydning for præcisering af barnets bevægelser og muskeltonus. Sansen er afhængig af at barnets taktil- og vestibulærsans fungerer optimalt. Sansen er bl.a. afgørende for at barnet kan bedømme kasteafstande, har rum/retningsfornemmelse, kan bedømme egen muskelkraft samt at barnet i det hele taget har en god kropsbevidsthed. I stikbold stimuleres barnets kinæstesisans ved at det skal øver sig i at kaste præcist, barnet skal kunne flytte sig i forhold til de andre. Når barnet i den reviderede udgave af spillet skal befries skal det kunne bevæge sig sammen med et eller flere børn både forlæns, baglæns og sidelæns, herved stimuleres rum/retningsfornemmelsen (Kirk, s. 19-21).

Den kognitive dimension: I den reviderede udgave af spillet stilles der anderledes krav til barnets deltagelse. I stedet for at udgå skal barnet via de nye regler, være med til at befri sig selv og andre. Barnet lærer at vurdere situationen, tænke sig til løsninger og handle ud fra de gældende regler.

Litteratur:

Kirk, Anne Katrine m.fl. (2004): Sanser i børnegymnastikken, DGI.

Pedersen, Bente Klarlund (2005): Børn & motion, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, Kbh.