Inklusion

Danmark har med sin underskrift på FN´s Børnekonvention forpligtet sig til at overholde en række fundamentale rettigheder for børn (Kornerup i Høyer og Hamre, s. 429). Børn skal bl.a. være sikret ret til uddannelse, sundhed, social sikkerhed og en rimelig levestandard. Udover underskriften på Børnekonventionen, har Danmark tilsluttet sig den såkaldte Salamanca-erklæring, der omhandler inklusionsbegrebet (ibid. s.430).

I erklæringen hedder det: ” almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse[1]

Ovennævnte har både et individuelt og et samfundsmæssigt perspektiv.  I bekendtgørelse om krav til indholdet af mål-og indholdsbeskrivelser for skolefritidsordninger[2], fremgår det ligeledes af § 4, stk. 2, at skolefritidsordningen i sin målbeskrivelse skal beskrive i hvilket omfang og på hvilken måde, de vil gøre en målrettet indsats for børn med særlige behov eller forudsætninger.

Ud over at inklusionsbegrebet er indskrevet i den danske lovgivning, og Danmark herved forholder sig etisk i forhold til det, at individer sættes udenfor fællesskabet med risiko for social marginalisering, så ligger der også en politisk og økonomisk interesse i, at ingen sættes udenfor det fællesskab, der bidrager til at forbedre samfundets sammenhængskraft (Madsen i Pedersen, s. 27). Da pædagogen løfter en samfundsmæssig opgave, hvor inklusion er indskrevet i lovgivningen, så skal den pædagogiske indsats stræbe mod at skabe et inkluderende og anerkendende miljø, hvor der er fokus på barnets ressourcer fremfor fejl og mangler.

Center for inklusion og diversitet beskriver den pædagogiske definition på inklusion som:
”Inklusion er et pædagogisk princip, der handler om, at alle børn - uanset deres særlige behov eller forudsætninger - har ret til at deltage aktivt i uddannelse, sociale fællesskaber og samfund”.[3]

Man ved, at mennesker udvikler sig i samspil med andre, så er det en vigtig parameter for børnenes udvikling, at de er en del af et meningsgivende fællesskab (Jensen & Juul, s.122). Man ved ligeledes, at social trivsel og lyst til læring hænger tæt sammen.[4]

I dag er der flere og flere børn der får en diagnose og samtidig ligger der en forventning om, at alle børn skal kunne rummes i dagtilbud og skoler. For at dette kan lade sig gøre kræver det en udvidelse af normalitetsbegrebet, så forskellighed bliver idealet (Stuve, s. 25). Fokus skal flyttes fra individet til fællesskabet, så det er fællesskabet, der eksempelvis har brug for støtte og ikke individet (Struve, s. 26). Dilemmaet for pædagogen bliver således at varetage det enkelte barns behov samtidig med at der udvises hensyn overfor fællesskabet.

For at pædagogen kan arbejde inkluderende er det en forudsætning at vedkommende arbejder med vidensdeling. Barnets bevægelse fra en arena til en anden arena flere gange i løbet af en dag gør denne vidensdeling særlig vigtig. Det er således en tværfaglig proces at arbejde inkluderende.

Pædagogens opgave i det inkluderende arbejde er at skabe mulighed for at barnet indgår i sociale fællesskaber i et anerkendende miljø. Pædagogen skal skabe mulighed for individuel læring, hvor der er fokus på barnets ressourcer og potentiale fremfor fejl og mangler (Struve, s. 35). I arbejdet med barnet skal pædagogen med sin faglighed have øje for de faldgruber, der eksister i form af kategorisering og stigmatisering.

Pædagogen skal have fokus på at skabe fællesskaber som alle føler sig som en positiv del af, ikke kun som tilskuer men som deltager. Alle skal høres og alle skal have mulighed for at få et udbytte af aktiviteten/processen (Struve, s. 34). Pædagogen skal være katalysator i processen, hvor børnene skal få øjnene op for hinandens kvaliteter/ressourcer og lære af hinanden.

De didaktiske overvejelser i et inklusionsperspektiv skal opbygge formål, mål og indhold således at ingen børn kan undgå at deltage aktivt og alle børn skal opleve sig som social inkluderet (Struve, s. 36) og respekteret af andre.

Litteraturliste:

Høyer, Bodil & Hamre, Bjørn (2008): Pædagoguddannelsen på tværs, København, Frydenlund
Jensen, Helle & Juul, Jesper (2002), Pædagogisk relationskompetence, 3. udgave,
København, Forlaget Apostrof
Pedersen, Carsten (2009): Inklusionens pædagogik, Kbh., Hans Reitzels forlag
Struve, Kaj (2009): Inklusion-ideal og virkelighed, Kbh., VIASystime

---

[1]http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf, Salamanca-erklæringen fundet på Undervisningsministeriets hjemmeside den 11. maj 2012[2] https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=125621, Bekendtgørelse om krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for skolefritidsordninger, fundet på retsinformations hjemmeside den 11. maj 2012
[3] http://www.ucc.dk/omucc/aktuelt/magasin/nr.4-inklusion/142300.html, fundet på Center for inklusion og diversitets hjemmeside den 11. maj 2012.
[4] http://www.emu.dk/sem/stu/debat/profilen/Per_schultz_elevtrivsel.html, artikel om trivsel i folkeskolen af Per Schultz Jørgensen fundet den 11.maj 2012