Vi ser dannelse som en livslang socialiseringsproces, hvor individet indføres og udvikles i et samfund og en kultur, der er under konstant forandring. Dannelsesprocessen er menneskets evige bestræbelse på at forstå sig selv og sin verden samt at handle i overensstemmelse med denne forståelse. Forståelsen opnås gennem erfaringer, der opstår af menneskets interaktion med sin omverden.
Wolfgang Klafkis dannelsessyn:
Dannelse er grundlæggende ”Når man taler om de centrale mål for en opvoksende generation (Graf 2004 s. 34). Det er klart, at der altid vil være forskellige meninger, om hvad de centrale mål vil være, men ud fra den tyske pædagog og didaktiker, Klafkis synspunkt er dannelse en udvikling af alle kræfter i individet, samt for individet at tage sit liv i egne hænder. Samtidig mener han at dannelse må være for alle og sigte mod at opdrage til deltagelse i et frit og demokratisk samfund. Han kalder det almen dannelse (Graf 2004 s. 32-33). Den almene dannelse er båret af de tre hovedpunkter – selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet. Selvbestemmelse dækker over individets ret til at bestemme over sig selv. Medbestemmelse dækker over individets ret til at indgå i demokratiske processer, ligesom det levner plads til andre individers selvbestemmelse. Solidaritet inddrager fællesskabet i dannelsen, idet det er udtryk for et socialt ansvar. (Klafki 2001, s. 68) Klafki opererer også med begrebet kategorial dannelse, som han mener, er vejen til at opnå selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet. For bedre at forstå den kategoriale dannelse er det nødvendigt at redegøre for hvordan den er opstået, idet den er en blanding af to dannelsestraditioner identificeret af Klafki. Klafki har gjort rede for tidligere tiders dannelsesteorier ved at inddele disse i to hovedgrupper; de materiale dannelsesteorier og de formale dannelsesteorier. De materiale dannelsesteorier har objektet, stoffet i centrum og arbejder ud fra tanken om at subjektet, individet skal dannes gennem tilegnelse af en bestemt viden. Den tager udgangspunkt i, at en kulturel og videnskabelig viden skal indlæres, førend individet kan betragtes dannet. Indholdet alene har en dannende effekt, imens processen er uden betydning. Den klassiske dannelse hører under denne kategori. Demokratisk dannelse er en forudsætning for demokrati. Dvs. demokratiet kan ikke bestå uden oplyste borgere (material dannelse). De formale dannelsesteorier har subjektet i centrum, idet de arbejder ud fra tanken om at dannelse må finde sted på subjektets vilkår. Her er det altså processen, der er vigtig. De formale dannelsesteorier fokuserer på det enkelte individ og dennes vækst frem for at fokusere på indholdet. Det væsentlige ved dannelsen er ikke optagelsen og tilegnelsen af viden, men udviklingen af individets evner og arbejdsmetoder, som for eksempel ”at lære at lære”. Indholdet er altså uden betydning; det er kun arbejdsformen, man arbejder med at udvikle. Demokrati kræver vilje til og erfaring med at være aktør og ikke blot tilskuer (formal dannelse). Under denne kategori hører reformpædagogikken (Graf 2004, s. 34-35).
Klafki ser imidlertid disse to opfattelser for utilstrækkelige, og skaber derfor en kategorial dannelsesteori, som bliver en syntese af de tidligere opfattelser. ”Den kategoriale dannelsesteori forsøger at identificere en aktiv og åben formidlings- / tilegnelsesproces, som ser ’det subjektive’ og ’det objektive’ i et indbydes afhængigt forhold. (Graf 2004 s.43 linje 3-6) Dette bringer mig videre til den dobbeltsidige åbning, hvilket er et begreb, der dækker over det i citatet beskrevne forhold. Den dobbeltsidige åbning er et centralt begreb i Klafkis teori, idet det dækker over hvorledes dannelsens mål (selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet) opnås i undervisningen/aktiviteten. Han taler om at subjekt og objekt (individ og indhold) skal indgå i dialog med hinanden, således at det objektive indhold bliver vedkommende for individet og dennes livsverden. Denne dialog finder med andre ord sted med henblik på individets dannelse (Klafki 1982, s. 62).
(jeg kunne ikke få lov til at skrive det hele i et indlæg, så dette hænger sammen med det forrige indlæg)
Et andet perspektiv giver professor i idrætsvidenskab Thomas Moser. Han mener at kropslighed er en vigtig faktor i forhold til dannelsesprocesser, hvor krop og bevægelse er eksistentielt livsudtryk og grundlag for eksistentiel livserfaring. Han tager udgangspunkt i en rapport fra Yale University om dannelse, hvor han anvender fire af deres fremkomne evner man skal besidde i forhold til dannelse, til at argumentere for at kropslighed er en vigtig del af dannelsesprocesser. Her handler det ikke kun om selve kroppen, men også for individets væren i og bidrag til den sociale og fysiske verden. Moser mener, at det er igennem kroppen at barnet sanser, får erfaringer og viden om verden. Barnet lærer og udvikler sig på lærings og udviklingsområder gennem sin kropslighed til verden. Roller, magt, tilhørsforhold, værdier, og holdninger kommer til syne i bevægelser og i kroppens bevægelser i relation til andre. Hvordan vi bevæger os i forhold til andre, i rummet, afstemmer os og viser forskelle i vores kropssprog i relation til andre. Kropsligheden er afgørende i erkendelse af sig selv, hvem er jeg, af andre og omverdenen og er dermed en vigtig del af dannelsesbegrebet (Jens Ole Jensen (Thomas Moser): Motorik og bevægelse i børns liv, s.23-29). Fænomenologisk perspektiv.
Dannelse
SvarSletVi ser dannelse som en livslang socialiseringsproces, hvor individet indføres og udvikles i et samfund og en kultur, der er under konstant forandring. Dannelsesprocessen er menneskets evige bestræbelse på at forstå sig selv og sin verden samt at handle i overensstemmelse med denne forståelse. Forståelsen opnås gennem erfaringer, der opstår af menneskets interaktion med sin omverden.
Wolfgang Klafkis dannelsessyn:
Dannelse er grundlæggende ”Når man taler om de centrale mål for en opvoksende generation (Graf 2004 s. 34). Det er klart, at der altid vil være forskellige meninger, om hvad de centrale mål vil være, men ud fra den tyske pædagog og didaktiker, Klafkis synspunkt er dannelse en udvikling af alle kræfter i individet, samt for individet at tage sit liv i egne hænder. Samtidig mener han at dannelse må være for alle og sigte mod at opdrage til deltagelse i et frit og demokratisk samfund. Han kalder det almen dannelse (Graf 2004 s. 32-33).
Den almene dannelse er båret af de tre hovedpunkter – selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet.
Selvbestemmelse dækker over individets ret til at bestemme over sig selv.
Medbestemmelse dækker over individets ret til at indgå i demokratiske processer, ligesom det levner plads til andre individers selvbestemmelse.
Solidaritet inddrager fællesskabet i dannelsen, idet det er udtryk for et socialt ansvar.
(Klafki 2001, s. 68)
Klafki opererer også med begrebet kategorial dannelse, som han mener, er vejen til at opnå selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet.
For bedre at forstå den kategoriale dannelse er det nødvendigt at redegøre for hvordan den er opstået, idet den er en blanding af to dannelsestraditioner identificeret af Klafki.
Klafki har gjort rede for tidligere tiders dannelsesteorier ved at inddele disse i to hovedgrupper; de materiale dannelsesteorier og de formale dannelsesteorier.
De materiale dannelsesteorier har objektet, stoffet i centrum og arbejder ud fra tanken om at subjektet, individet skal dannes gennem tilegnelse af en bestemt viden. Den tager udgangspunkt i, at en kulturel og videnskabelig viden skal indlæres, førend individet kan betragtes dannet. Indholdet alene har en dannende effekt, imens processen er uden betydning. Den klassiske dannelse hører under denne kategori. Demokratisk dannelse er en forudsætning for demokrati. Dvs. demokratiet kan ikke bestå uden oplyste borgere (material dannelse).
De formale dannelsesteorier har subjektet i centrum, idet de arbejder ud fra tanken om at dannelse må finde sted på subjektets vilkår. Her er det altså processen, der er vigtig. De formale dannelsesteorier fokuserer på det enkelte individ og dennes vækst frem for at fokusere på indholdet. Det væsentlige ved dannelsen er ikke optagelsen og tilegnelsen af viden, men udviklingen af individets evner og arbejdsmetoder, som for eksempel ”at lære at lære”. Indholdet er altså uden betydning; det er kun arbejdsformen, man arbejder med at udvikle. Demokrati kræver vilje til og erfaring med at være aktør og ikke blot tilskuer (formal dannelse). Under denne kategori hører reformpædagogikken (Graf 2004, s. 34-35).
Klafki ser imidlertid disse to opfattelser for utilstrækkelige, og skaber derfor en kategorial dannelsesteori, som bliver en syntese af de tidligere opfattelser.
Slet”Den kategoriale dannelsesteori forsøger at identificere en aktiv og åben formidlings- / tilegnelsesproces, som ser ’det subjektive’ og ’det objektive’ i et indbydes afhængigt forhold. (Graf 2004 s.43 linje 3-6)
Dette bringer mig videre til den dobbeltsidige åbning, hvilket er et begreb, der dækker over det i citatet beskrevne forhold. Den dobbeltsidige åbning er et centralt begreb i Klafkis teori, idet det dækker over hvorledes dannelsens mål (selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet) opnås i undervisningen/aktiviteten. Han taler om at subjekt og objekt (individ og indhold) skal indgå i dialog med hinanden, således at det objektive indhold bliver vedkommende for individet og dennes livsverden. Denne dialog finder med andre ord sted med henblik på individets dannelse (Klafki 1982, s. 62).
(jeg kunne ikke få lov til at skrive det hele i et indlæg, så dette hænger sammen med det forrige indlæg)
Et andet perspektiv giver professor i idrætsvidenskab Thomas Moser. Han mener at kropslighed er
Sleten vigtig faktor i forhold til dannelsesprocesser, hvor krop og bevægelse er eksistentielt livsudtryk og grundlag for eksistentiel livserfaring. Han tager udgangspunkt i en rapport fra Yale University om dannelse, hvor han anvender fire af deres fremkomne evner man skal besidde i forhold til dannelse, til at argumentere for at kropslighed er en vigtig del af dannelsesprocesser. Her handler det ikke kun om selve kroppen, men også for individets væren i og bidrag til den sociale og fysiske verden.
Moser mener, at det er igennem kroppen at barnet sanser, får erfaringer og viden om verden. Barnet lærer og udvikler sig på lærings og udviklingsområder gennem sin kropslighed til verden.
Roller, magt, tilhørsforhold, værdier, og holdninger kommer til syne i bevægelser og i kroppens bevægelser i relation til andre. Hvordan vi bevæger os i forhold til andre, i rummet, afstemmer os og viser forskelle i vores kropssprog i relation til andre.
Kropsligheden er afgørende i erkendelse af sig selv, hvem er jeg, af andre og omverdenen og er dermed en vigtig del af dannelsesbegrebet (Jens Ole Jensen (Thomas Moser): Motorik og bevægelse i børns liv, s.23-29). Fænomenologisk perspektiv.